I maj starter arkæologer fra Hørsholm Egns Museum udgravninger af to jernaldergårde i Niverød. Anledningen er NCC Boligs kommende salg af villagrunde og dobbelthuse i Kongelunden langs Niverød Kongevej.
To gårde fra tiden lige omkring Kristi fødsel skal udgraves, inden NCC opfører huse på det 13 hektar store område langs Niverød Kongevej. Resterne fra de to gårde ligger på den samme mark, kun 100 meter fra hinanden og kan have eksisteret samtidig. Det er også muligt, at den ene har afløst den anden, fordi man dengang flyttede gårdenes bygninger med jævne mellemrum.

Arkæolog Jakob Schlein Andersen med to af de mange potteskår, som blev fundet på marken bag ham, da museet gennemførte en arkæologisk forundersøgelse i 2005.
Jernaldergårdene blev fundet ved en arkæologisk forundersøgelse allerede i 2005, hvor der var planlagt byggeri på stedet, men disse blev dengang skrinlagt. I december sidste år købte NCC så grunden, og nu ligger planerne klar for en kommende villapark, der vil blive udbudt til salg i slutningen af maj.
Den arkæologiske forundersøgelse har afsløret spor af træbyggede langhuse, der har udgjort gårdenes hovedbygninger, samt rester af jordovne og gruber med affald fra husholdningerne, så som knogler fra gårdenes husdyr og store mængder skår fra ituslåede lerkar. Der er skår fra både grove forrådskrukker og fine kar og kopper, der er brugt under selve måltiderne.
På Holtebakken, hvor de to jernaldergårde er lokaliseret, er der i årenes løb gjort mange arkæologiske fund. På sydsiden af Holtebakken, der hvor Kildehusene ligger i dag, udgravede museet for et par år siden en middelaldergård fra 1300-tallet, som har hørt til det ældste Niverød.
De arkæologiske udgravninger fortsætter frem til slutningen af juni måned.