Nordøstsjælland har fulgt sine egne veje gennem store dele af historien. Nu går arkæologer, geologer og kulturgeografer sammen i et nyt stort projekt, der skal belyse, hvordan egnens natur og kultur har ændret sig gennem de sidste 3000 år. Projektet har netop modtaget 1 mio. kr. i støtte fra 15. Juni Fonden.
Gennem de sidste 3000 år har landskabet og bebyggelsen i Nordøstsjælland flere gange udviklet sig meget anderledes end i det øvrige Danmark. Udviklingen var ikke en ubrudt fremadskridende proces, men tværtimod præget af store udsving, som havde omfattende konsekvenser for udbredelsen af skov og fordelingen af gårde og landbrugsarealer. De ændringer, der skete tilbage i forhistorisk og historisk tid, har også stor betydning for, hvordan Nordøstsjælland tager sig ud den dag i dag.
Arkæologiske fund, der er udgravet indenfor de sidste 25 år, tyder på, at bebyggelsen og landbruget ekspanderede kraftigt midt i bronzealderen, omkring 1000 f.Kr., og frem til Kristi fødsel. I egnene langs Øresund blev der på snart sagt hver eneste større bakketop anlagt en lille, træbygget gård. Gårdene skal tælles i hundredvis, men de eksisterede ikke samtidig. Med nogle generationers mellemrum blev gårdene nemlig revet ned og opført et nyt sted. Der var med andre ord tale om en slags ”vandrende” gårde.
En jernaldergård ved Niverød nord for Hørsholm under udgravning i maj 2011.
Gårdene kan arkæologisk følges frem til tiden omkring Kristi fødsel, hvor de tilsyneladende forsvandt som ved et trylleslag. Foreløbige geobotaniske undersøgelser af en sedimentkerne, der er boret ud af en lille mose i Rude Skov, synes at bekræfte de arkæologiske fund. I bronzealderen og den tidligste jernalder var Rude Skov åbent land, hvor oldtidsbønderne havde små kornmarker og græsningsarealer til kreaturerne. Men omkring Kristi fødsel blev området forladt og sprang i skov. Meget tyder på, at det samme skete i de fleste egne langs Øresund. Først i begyndelsen af middelalderen blev området for alvor befolket på ny. Det skete i forbindelse med anlæggelsen af de mange landsbyer, hvis navn ender på ”rød”, for eksempel Birkerød, Hillerød og Niverød. Navneendelsen ”rød” betyder ”rydning” og angiver dermed, at der har stået skov de steder, hvor ”rødbyerne” blev anlagt.
Geologer fra GEUS studerer en sedimentkerne, der er udboret fra en mose i Rude Skov. Foto: Karin Gleie.
Der er derfor flere ting, som peger på, at egnene ved Øresund lå mere eller mindre øde hen gennem 1000 år i slutningen af oldtiden. Det, der i dag kendes som ”whiskybæltet” og ”det grønne område” med villakvarterer i den dyre ende af skalaen, har altså engang været ”udkantsdanmark”.
Efter middelalderen var det især kongerne, der prægede egnens landskabsudvikling. Kongemagten havde store ejendomsbesiddelser og stærke interesser i Nordøstsjælland. Det var særlig kongehusets interesse for jagt, der havde betydning. For at skabe gode forhold for vildtet, blev skovene beskyttet mod omfattende træhugst og opdyrkning. Det har medvirket til, at Nordøstsjælland i dag er et af landets mest skovrige områder.
Målet med det nyetablerede projekt er at teste den beskrevne model for bebyggelses- og landskabsudviklingen i Nordøstsjælland – og at undersøge årsagerne til denne udvikling. Projektet er et tværfagligt samarbejde mellem De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS), Hørsholm Egns Museum og Saxo Instituttet på Københavns Universitet. Med en rundhåndet bevilling på 1 mio. kr. fra 15. Juni Fonden kan den del af projektet, der omhandler oldtiden, nu skydes i gang.
Som det første skal geologer fra GEUS udtage sedimentkerner fra bunden af udvalgte søer. Gennem årtusinder har søerne opfanget pollen og andre plante- og dyrerester fra det omgivende landskab, som nu ligger indlejret i søbundenes metertykke dyndlag. Analyser af borekernerne kan derfor fortælle om landskabets, skovenes og agerlandets historie helt fra istidens slutning og frem til i dag.