Museet udførte i december 2011en arkæologisk udgravning i Fredensborg Slotshave, hvor haveanlægget Ballonpladsen blev undersøgt. I dag fremstår Ballonpladsen som en forsænket græsplæne med en obelisk på en lille rund bakke, men da det blev anlagt i 1760-erne så det helt anderledes ud. Dengang var Ballonpladsen en kunstigt anlagt sø med en anseelig dybde. Midt i søen lå en firkantet ø som var forbundet med det faste land via en bro. Dette haveanlæg eksisterede kun i knap 50 år, inden materialer fra broen, øen og bassinkanten blev fjernet og solgt, og søen blev opfyldt med jord.

Ballonpladsen i Fredensborg Slotshave inden udgravningen. Obelisken til minde om Frederik V er ved at blive restaureret.
Formålet med den arkæologiske udgravning var blandt andet at undersøge, hvordan broen var konstrueret og hvor meget, der var bevaret under plænen. Det er nemlig tanken at Ballonpladsen skal føres tilbage til sit oprindelige udseende som en del af den restaurering Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme for tiden gennemfører af Fredensborg Slotshave.


Broen under udgravning. Den murede bro er opført på solide kvadrer af granit og sandsten. Som det ses, var der også kvadrer og mure langs bassinkanten og rundt om den firkantede ø. Tv. er broen ved at blive opmålt med GPS-udstyr.
Ved undersøgelsen blev broen frilagt sammen med en del af bassinkanten, og det viste sig, at de nederste dele af konstruktionen var velbevarede. Hele anlægget er meget kraftigt og omhyggeligt konstrueret: Bassinkanten, øen og broen var bygget på en solid ramme af granitkvadre, der lå ovenpå et fundament af nedgravede kampesten. Oven på dette har der været muret kanter op af mursten og lag af kampesten. Om siderne har været beklædt med fliser af f.eks. marmor eller sandsten kunne ikke afgøres, men samtidige tegninger synes at vise, at det var tilfældet.

Broen under udgravning. Broen har muligvis flugtet med den nederste græsterrasse.
Den kunstige sø har været omkring 34 meter i diameter og 2-3 meter dyb. Bunden har bestået af et lag fast sammenstampet ler, der har holdt vandet tilbage i bassinet. Øen har sandsynligvis kun den nederste kvadreramme bevaret, men mon ikke siderne har lignet bassinkanten?
Broen havde lidt flere detaljer bevaret til trods for at den også var kraftigt nedbrudt. Broen har også en ramme af granitkvadre i bunden, men modsat bassinkant og øen har store dele af broens kanter sandsynligvis været opbygget af kvadre udenpå en kerne af mursten. Broen har haft en bue, men om der nogensinde har stået vand under buen er usikkert, for under buen er der omhyggeligt muret en glat mur i mursten. Det øverste af broen er der ikke bevaret dele af, men samtidige tegninger viser en plan bro med en bue under. Hele anlægget har været meget solidt og – set med nutidens øjne – en anelse bastant.

Arkitekten Jardins projekt til indretning af Ballonpladsen, ca. 1760. Det er ikke sikkert, at broen og øen fik præcis det udseende, som tegningen viser.