Zentropas film ”En kongelig affære” har været ventet med spænding. For det første bygger handlingen på en af de helt store fortællinger i Danmarks historie, nemlig livlægen Struensees tid ved magten, og hans kærlighedsforhold til landets unge dronning Caroline Mathilde. For det andet er filmen lagt stort an, med et produktionsbudget på næsten 50 millioner kroner, et stort persongalleri, og med omhu omkring sceneri og kostumer. Spændingen har måske været særlig stor i vores område: Nogle af de mest dramatiske historiske begivenheder i Stuensee-tiden udspillede sig på Hirschholm Slot i Hørsholm, der dengang var kongehusets sommerresidens.
På Hørsholm Egns Museum har vi mærket denne interesse, 
omkring 600 mennesker har været med til de foredrag og arrangementer, museet har stået for op til premieren. Og nu, hvor filmen er i biograferne, har Ugebladet spurgt om jeg vil anmelde den med en historikers øjne. Det vil jeg naturligvis gerne, men først vil jeg nævne, at jeg ser filmen som kunst – som en filmisk fortælling, inspireret af de historiske begivenheder. Den skal bedømmes som fiktion, ikke som videnskabelig funderet historie. På samme måde, som Flemming Flindts ballet ”Caroline Mathilde”, Per Olav Enquists roman ”Livlægens besøg” og Bo Holtens ballet af samme navn som romanen alle er forskellige kunstarters livtag med historien.
Som en filmisk fortælling fungerer filmen rigtig godt: Handlingen flyver af sted, scenerierne er utroligt smukke og stemningsfulde. Skuespillerne gør det godt, især er det helt fortjent, at den unge skuespiller Mikkel Boe Følsgaard er blevet belønnet for sin rolle som Christian 7. Det er både talentfuldt skuespil og et virkelig begavet bud på fremstillingen af den unge konge. Der har på forhånd været indvendinger mod, at Mads Mikkelsen er valgt til rollen som Stuensee: Slank, mørk og med markerede ansigtstræk – ikke kraftig og lys, med tykke lægge og kødfuldt ansigt som den virkelige Struensee. Ligesom den slanke, yndige og mørke Alicia Vikander ikke kan siges at ligne den lavstammede, buttede og meget lyse Caroline Mathilde påfaldende. Men igen: Det er ikke dokumentation, der er filmens ærinde – den vil have et nutidigt publikum til at leve sig ind i kærlighedshistorien, og så må man bruge virkemidler, der fungerer i dag. Og både Mikkelsens og Vikanders skuespil er virkningsfuldt, og publikum bliver berørt af personernes skæbne. Mikkelsens Struensee fremstår maskulin og magtfuld, og Vikanders Caroline Mathilde er følelsesfuld, men langt mere vidende og handlekraftig end den sædvanlige fremstilling. Fremragende er også Trine Dyhrholms beregnende enkedronning Juliane Marie og Thomas Gabrielsons forrædderiske Rantzau.
Tager vi ”historiebrillerne” på, så er der selvfølgelig meget i filmen, der stikker af fra de virkelige begivenheder og fra 1700-tallets Danmark. For at få handlingen til at glide, er Struensee forenklet fremstillet som en overbevist oplysningsmand, der finder sammen med Caroline Mathilde i en fælles interesse for den franske filosof Roussaus værker. De to bruger Christian 7. som et villigt værktøj til at modernisere det danske samfund og bedre vilkårene for de brede masser, indtil kærligheden gør dem sårbare for deres modstandenes angreb. Man aner næsten klassekamp og demokrati lige om hjørnet. Det er nok mere en fortolkning, der bygger på nutidens samfundsopfattelse, end på Struensees ideer. Desuden er det samfundsbillede, filmen maler, blevet skævt: Adelen var ikke en ensartet, egoistisk gruppe godsejere, som misbrugte bondestanden. Et eksempel er en scene, hvor Struensee og Caroline Mathilde er ude at ride, og ser liget af en stakkels bonde, der hænger blodigt på en træhest. Det er hans adelige godsejer, der har beordret den brutale staf for en bagatel af en forseelse. Træhesten er i eftertiden blevet et symbol på adelens udnyttelse af bønderne i 1700-tallet – men det var i virkeligheden en meget sjældent brugt straf – og træhesten blev slet ikke brugt på landets krongodser (som Hørsholm). På andre punkter er filmen omvendt mere forsigtig og mindre blodig end den virkelige historie. Man har modstået fristelsen til at lade kongens elskerinde, Støvet-Katrine” (specialist i sado-masochistisk underholdning), optræde i mere end et splitsekund, og den makabre partering af Struensee er (heldigvis) udeladt.
I et lokalt perspektiv er det selvfølgelig også ærgerligt, at Hirschholm Slot ikke figurerer i filmen! Et meget smukt slot i Tjekkiet illuderer kongens ikke navngivne ”sommerresidens”. Særligt ærgerligt, da det er lykkedes at genskabe det gamle Christiansborg ved hjælp af meget flot billedmanipulation.
