Den første Rungsted Havn blev anlagt i årene 1918 – 23, og var en såkaldt ø-havn, der lå et stykke ude i Øresund. Omkring tilkørselsbroen blev der i 1930’erne anlagt en kunstig badestrand, der lå parallelt med Strandvejen. Hvis man ikke ville bade fra åben strand var der (i hvert fald i perioder) mulighed for at benytte en badeanstalt. I Hørsholm Egns Museums lokalarkiv er der billeder af forskellige, mere eller mindre primitive, anlæg, bl.a. ”Olsens Badeanstalt”, der lå nær roklubben.

Imidlertid har arkivet netop modtaget nogle billeder fra sommeren 1956, der viser et større anlæg, ”Rungsted Søbad”, komplet med omklædningsrum og ruchebane. Billederne stammer fra Hørsholm Kommunes arkiver, hvilket kunne tyde på, at det var et kommunalt anlæg, men ellers savner museet oplysninger om ”Rungsted Søbad”. Er der nogle af læserne, der har benyttet søbadet, eller har oplysninger om det? I så fald vil museet være glad for et par linjer på post@hoersholmmuseum.dk.

