 |
 |
Arkæologi: Stenalderjægere |
Til forsiden |
Stenalderjægere ved NivåJægerstenalderens landskab var anderledes, end det vi kender i dag. Mellem 6000 og 4000 f.Kr. skar en fjord sig flere kilometer ind i landet fra Øresundskysten ved Nivå. Fjordens bredder var bevokset med en tæt urskov, hvor vildt som kronhjort, rådyr og vildsvin færdedes i rigt mål. Dyrelivet i fjorden var begunstiget af et varmt klima. Her vrimlede det med fisk og svømmefugle. Det frodige fjordlandskab tiltrak egnens jægere og fiskere, som fortrinsvis anlagde deres bopladser på strandene ved fjorden. Vi kender i dag 25 stenalderbopladser ved den fossile Nivåfjord. Bopladserne har ikke været i brug samtidig, men har gradvist afløst hinanden i løbet af de godt 2000 år fjorden eksisterede. |
 |
| For at belyse jægernes liv og livsbetingelser,
har museet siden 1992 udført arkæologiske
udgravninger af fjordens bopladser. Fund af ildsteder, hyttetomter og værkstedspladser fortæller om, hvordan jægerne organiserede dagligdagen på bopladsen. Flint- og benredskaber vidner sammen med titusindvis af dyreknogler om jagt- og fisketeknikker og om dyrelivets sammensætning. Fund af grave med velbevarede skeletrester bringer os tæt på jægerne selv. Her får vi glimt af jægernes åndelige liv og vigtige informationer om kostvaner, sundhedstilstand og levealder.
|

|
|